Regulativ, Takster og Vedtægter:
 


Regulativ:

Vandrådet i Nyborg Kommune har på møde 27. maj 2015 besluttet at opfordre vandværkerne i kommunen til at udarbejde et nyt regulativ i løbet af 2015. Regulativet bør udarbejdes i h.t. Naturstyrelsens normalregulativ, således at regulativer for vandforsyningerne i Nyborg Kommune så vidt muligt er enslydende. Aunslev Vandværk har derfor udarbejdet nyt regulativ til afløsning af det gamle, som er fra 1991. Regulativet er godkendt af Nyborg Kommune og træder i kraft pr. 1. januar 2016.
 
Uddrag af vandforsyningsloven
§ 55. For ethvert alment vandforsyningsanlæg skal der udfærdiges et regulativ, som skal indeholde nærmere regler om retten til forsyning fra forsyningsledningerne, herunder om forbruget skal måles ved vandmålere, og om grundejernes forpligtelser med hensyn til vandindlæg. Regulativet kan endvidere indeholde andre bestemmelser af almindelig betydning for vandforsyningen.  
Stk.2. Regulativet for almene vandforsyningsanlæg udarbejdes af vandforsyningsanlægget og godkendes af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor vandforsyningsanlægget har hjemsted. Regulativet for anlæg, der ejes af et andelsselskab eller interessentskab, kan indeholde bestemmelser om forbrugernes medlemskab.

Du kan læse Regulativet fra det link: Her
 


      NYE TAKSTER 2019: (21.02.2019)


Vedtægter:

Navn og hjemsted.

§ 1

Selskabet, der er stiftet den 16. september 1936, er et andelsselskab ved navn Aunslev Vandværk.
Selskabet har hjemsted i Nyborg kommune. 

Formål. 

§ 2

Selskabets formål er:
i overensstemmelse med den til enhver tid gældende vandforsyningslov og det for vandværkets fastsatte regulativ at forsyne ejendomme inden for vandværkets forsyningsområde med godt og tilstrækkeligt vand til lavest mulige driftsbidrag, som foruden driftsomkostninger skal dække forsvarlige afskrivninger af anlæg og rimelige henlæggelser til fornyelser og nødvendige udvidelser, samt at varetage medlemmernes fælles interesser i alle vandforsynings- og deraf afledte spørgsmål.

Medlemmer 

§ 3

Selskabets medlemmer er grundejere - indenfor værkets forsyningsområde – som har underskrevet optagelseserklæring samt betalt anlægsbidrag i henhold til regulativet eller har overtaget en ejendom, hvis tidligere ejer ved overdragelsen var medlem af selskabet.

Medlemmers rettigheder

§ 4

Selskabets medlemmer har ret til at blive forsynet med vand på de i regulativet fastsatte vilkår.

Ved indmeldelse udleveres vedtægter, regulativ og gældende takstblad.

Medlemmernes forpligtigelser

§ 5

For lån, som selskabet måtte optage, såvel som lånenes rettidige forretning og afdrag samt for alle øvrige forpligtigelser, hæfter de enkelte medlemmer solidarisk. Kreditorerne kan dog først holde sig til de enkelte medlemmer, hvis det har vist sig umuligt at opnå dækning hos selskabet. Sekundært hæfter medlemmerne indbyrdes ligeligt.

Ethvert medlem er ansvarlig for sine eventuelle lejere. Såfremt et medlem sælger eller på anden måde afstår sin ejendom, er medlemmet (ved dødsfald medlemmets bo) forpligtet til at drage omsorg for, at den nye ejer ved at underskrive og indsende ejerskifteerklæring indtræder i medlemmets forpligtigelser overfor selskabet. Sker dette ikke, mister medlemmet sin ret til andel i selskabets værdier, men hæfter fremdeles for dets forpligtigelser.

Det er en betingelse for godkendelse af ejerskiftet, at samtlige forfaldne ydelser til vandværket er betalt.

Selskabet kan betinge sig, at nye medlemmer ved en deklaration, tinglyst pantstiftende, på ejendommen sikrer betaling af forfaldne ydelser, også i tilfælde af ejerskifte ved tvangsaktion eller anden retsforfølgelse.

Udtrædelse af selskabet

§ 6

Udtræden af selskabet på anden måde end ejerskifte kan kun ske ved ejendommens nedlæggelse (sletning som selvstændigt matr. nr.) i forbindelse med ekspropriation, ændring af vandforsyningsplan o.l., forudsat vandforbrugende virksomhed ophører.

Før udtræden kan finde sted, skal ejendommens stikledning afbrydes ved forsyningsledningen på ejerens bekostning, ligesom medlemmets andel af selskabets gæld skal indbetales.

Ved udtræden kan der ikke udbetales eller udloddes andel i selskabets formue, ligesom eventuelle omkostninger afholdes af medlemmet.

Levering til ikke - medlemmer (købere)

§ 7

Institutioner – som ifølge deres natur – eller ejere af enkelte ejendomme – som ifølge særlige omstændigheder – ikke kan være medlemmer, vil mod en af bestyrelsen fastsat afgift – kunne få leveret vand. Sådanne købere skal forpligte sig til at overholde vandværkets bestemmelser, bortset fra bestemmelsen om andelsret og hæftelse.

Det samme gælder andre distributionsforeninger, der helt eller delvis dækker deres leverencepligt ved køb fra selskabet.

Hvis købere ikke, eller kun delvis afkræves tilslutningsbidrag, kan afgiften tillægges et beløb til forretning og afskrivning af hovedanlægsbidrag og ikke betalt del af ledningstilsvar.

Anlæg 

§ 8

Selskabet anlægger vandværk med boringer, behandlingsanlæg og pumper, eventuelt højdebeholder samt hoved- og forsyningsledninger. For medlemmer, der senere tilsluttes værket, etableres forsyningsledningsnet og stikledning, dog jf. regulativets bestemmelser herom.

Selskabet har ejendomsretten til hele forsyningsanlægget incl. stikledning til og med stophane (ved haveskel), også til de dele af ledningsnettet, som helt eller delvist måtte være betalt af private. Pligten til vedligeholdelse og nødvendig fornyelse påhviler i samme udstrækning selskabet.

Ledninger over privat grund 

§ 9

Selskabet er berettiget til at føre ledninger over medlemmernes ejendomme, så vidt muligt kun på tidspunkter, hvor det forvolder mindst gene. Nødvendige reparationer skal dog udføres til enhver tid.

Såfremt der ved arbejder af denne art forårsages påviselig skade, betaler selskabet ene efter bestyrelsens skøn rimelig erstatning.

Retten til sådanne ledningers anlæg og vedligeholdelse skal sikres ved en på ejendommen tinglyst deklaration. Selskabet afholder de derved forbundne udgifter.

Skulle det undtagelsesvis vise sig formålstjenligt for et medlem at føre sin jordledning over et andet medlems grund, er denne forpligtelse til at tåle dette, hvis bestyrelsen finder det rimeligt og på betingelse af, at der tinglyses deklaration om ledningens placering samt adgang til dens reparation og vedligeholdelse, alt for den interesseredes regning.

Deklarationen skal godkendes af bestyrelsen.

Indskrænkninger i vandleverencer 

§ 10

Bestyrelsen afgør, i hvilken udstrækning op på hvilke betingelser havevanding må finde sted. Eventuelt ekstra udgift for tilladelse og/eller overtrædelse fastsættes i takstblad.

Hverken medlemmer eller købere, der aftager vand iflg. § 7, må forsyne andre end eventuelle lejere med vand jf. i øvrigt regulativets bestemmelse. Forsyning af lejere med vand til erhvervsbrug kræver forudgående godkendelse fra bestyrelsen.

Vandspil er forbudt jf. regulativet.

Bestyrelsen kan i tilfælde af vanspil og/eller overtrædelse af konkrete indskrænkninger i retten til vandforsyning pålægge overtræderen en konventionalbod eller lignende sær afgift.

Generalforsamling 

§ 10

Generalforsamlingen er selskabets højeste myndighed.

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i februar måned. Indkaldelse til generalforsamlinger, såvel ordinære som ekstraordinære, sker med mindst 8 dages varsel ved avertering i lokalt ugeblad.

Forslag fra medlemmerne til en generalforsamling, skal afgives til bestyrelsens formand inden den 15. i måneden forud for generalforsamlingen.

På den ordinære generalforsamling foretages følgende:

                             Valg af dirigent

                             Beretning om det forløbne år.

                             Det reviderede regnskab til godkendelse

                             Budget for det kommende år

                             Valg af medlemmer og suppleanter

                             Valg af revisor og suppleant

                             Behandling af indkomne forslag

                             Eventuelt

Revisorer og suppleanter kan genvælges. Bestyrelsen kan herunder antage en statsautoriseret/registreret revisor. I så tilfælde vælges kun ’en kritisk revisor.

Intet medlem kan nægte at modtage valg, dog kan et medlem fritages for valg i lige så lang tid, som han tidligere har fungeret som bestyrelsesmedlem eller som revisor.

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst 25% af medlemmerne til bestyrelsen fremsætter skriftligt forlangende herom, ledsages af en skriftlig dagsorden.

I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes inden to måneder efter modtagelsen af begæringen, og dagsordenen skal udsendes med indkaldelse.

Over det på generalforsamlingen passende indføres et resume’ i en dertil af bestyrelsen autoriseret protokol, der underskrives af dirigenten

Stemmeret og afstemninger

§ 12

Intet medlem har mere end én stemme pr. ejendom vedkommende ejer. Der kan dog stemmes ved skriftlig fuldmagt, men intet medlem kan repræsentere mere end 1 fuldmagt. Ethvert medlem kan kræve hemmelig afstemning ved personvalg.

Købere i henhold til § 7 har ret til at overvære generalforsamlingen og deltage i diskussionen, men de har ingen stemmeret.

Såvel på ordinær som ekstraordinær generalforsamling træffes afgørelser ved simpel stemmeflertal.

Dog kræves der til beslutning om vedtægtsændring mindst 2/3 af de afgivne stemmer, og desuden skal mindst halvdelen af medlemmerne være repræsenterede på den pågældende generalforsamling. Såfremt kun den første, men ikke den anden af disse to forudsætninger er opfyldt, indvarsles bestyrelsen til en ekstraordinær generalforsamling, på hvilken vedtagelsen kan bekræftes ved 2/3 af de afgivne stemmer, uanset antallet af fremmødte medlemmer.

Bestyrelsen

§ 13

Bestyrelsen består af 5 medlemmer, valgt blandt medlemmerne for 2 ad gangen, idet der hvert år på den ordinære generalforsamling afgår skiftevis 2 og 3 medlemmer. Genvalg kan finde sted.

Bestyrelsen konstituerer sig selv. Den er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.

Bestyrelsen er ansvarlig for den daglige drift i overensstemmelse med vedtægterne og gældende regulativ og kan for selskabets regning antage personale i fornødent omfang samt afholde de efter eget skøn nødvendige udgifter til administration, reparation og vedligeholdelse.

Herudover har bestyrelsen ansvaret for registrering, anmeldelse og præsentation af regnskab m.v. overfor gældende lovgivning, herunder i de tilfælde, hvor selskabet uden tidligere at have været forpligtet måtte falde ind under sådanne lovkrav.

Den har ansvaret for regnskabsførelsen og opstiller årsregnskab og budget.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og fører forhandlingsprotokol, der underskrives af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer. Ved afgang fra bestyrelsen indtræder en suppleant. Sådanne bestyrelsesmedlemmer indtræder i det afgående medlems resterende valgperiode.

Tegningsret 

§ 14

Selskabet tegnes af formanden i forening med et` bestyrelsesmedlem. Ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom og ved udstedelser af gældsbeviser kræves dog hele bestyrelsens underskrift.

Bestyrelsen kan udstede fuldmagt vedrørende anvisning af udgifter i forbindelse med den daglige drift.

Alle udgifter skal inden udbetaling være attesteret af formanden.

Regnskabet 

§ 15

Selskabets regnskabsår er kalenderåret.

Det årlige overskud, der måtte fremkomme efter forsvarlige afskrivninger og henlæggelser, kan ikke udbetales til medlemmerne.

Revision af regnskaberne foretages af den generalforsamlingsvalgte revisor.

Årsregnskabet underskrives af revisor og bestyrelsen.

Opløsning 

§ 16

Selskabet kan ikke opløses, før al gæld er afviklet. Opløsningen kan kun besluttes, såfremt ¾ af samtlige stemmeberettige stemmer derfor. Dersom opløsningen vil kunne ske uden indskrænkning af forsyningsmulighederne, f.eks. ved fusion med et andet vandværk eller ved kommunal overtagelse, kan opløsningen dog besluttes efter de i § 12 angivne bestemmelser vedrørende vedtægtsændringer.

Ikrafttræden

§ 17

Selskabets vedtægter er vedtaget på den konstituerede generalforsamling den 16. september 1936, og sidste ændret på generalforsamlingen den 7. marts 1991.

Underskrevet:

                                                          Svend Erik Kvistlund/formand

                                                          Walther Kristensen/dirigent

Til toppen